Double-up filmanmeldelse: The Grand Budapest Hotel og Non-Stop

Vårens film byder på to spændende og underholdende filmer. Den ene er Non-Stop, hvor Liam Neeson giver tørre tæsk til alt og alle. Den anden, The Grand Budapest Hotel, er det nyeste skud på stammen af Wes Anderson, som denne gang har lavet en utrolig smuk film, som nærmest synes at være en magisk kulisse.

 

 

Check-in på dukkehotellet: The Grand Budapest Hotel
Den amerikanske filminstruktør Wes Anderson er kendt for sine smalle og bittersøde komedier med en klar æstetisk og visuel udtryk, blandt andet filmen The Royal Tenenbaums fra 2001. Tekende tegn for Wes Andersons film er farver, kameravinkler og skrifttyper. Han bruger sine film som en slags bog, hvor tekst dukker op som kapitelinddeling. Som en anden Kubrick har Wes Anderson komponeret hvert eneste frame i total symmetri, og farvevalget er ikke overladt til tilfældighederne. Dette gør filmen til tider lidt stiv, fordi hvert eneste billede er i midtaksekomposition, og udtrykket kan over tid virke lidt låst fast, og det giver distance til personerne i filmen, akkurat som et maleri. Der er visse visuelle lighedstræk mellem Wes Andersons fortællerstil og Jean-Pierre Jeunet (kendt for Amelie i sin voice over fortællende måde), og dette er igen en reference til Jim et Jules af François Truffaut med voice over. Deres personlige introduktion er simpelthen at fortælleren beskriver personernes liv igennem knap så vigtige informationer.

Intet er overladt til kaosset, alt er ordnet, gennemtænkt og sorteret. Dette er kræs for alle, som elsker en flot æstetik og skønne farver. Man kan kende denne æstetiske perfektionisme igen i stumfilm, blandt andre i Das Cabinet des Dr. Caligari, tysk ekspressionistisk film fra 1920tallet, hvor billedet er i centrum på det lydløse medie.

Filmen The Grand Budapest Hotel er den sælsomme historie om den storcharmerende Monsieur Gustave (spillet af Ralph Fiennes, kendt fra Den Engelske Patient), som jobber på det overdådige Grand Budapest Hotel i den fiktive stat Zubrowka, som befinder sig på randen af krig. Monsieur Gustave charmerer ældre rige damer på hotellet, og det er i den forbindelse, at han er i kontakt med Madame D, en rigmandskvinde som dør under mystiske omstændigheder. Hun efterlader Gustave et uvurderligt maleri Boy with Apple af den fiktive kunstner Johannes Van Hoytl. Men de grådige arvinger vil ikke lade Gustave få billedet, og i stedet for bytter han det dyrebare maleri ud med et Egon Schiele billede. Paradokset om rigdommen består i at Egon Schiele er en rigtig østrigsk maler, hvis værker også er et par millioner værd. Nu bliver Gustave jagtet af de iskolde arvinger, som vil gøre alt for at få deres arv tilbage, om de så skal slå ihjel.

Stjerner står i kø for at være med
På rollelisten finder vi igen gamle kendinge, som Wes Anderson plejer at bruge. Vanedyret stortrives blandt venner og har derfor god kontakt med sine skuespillere, som han oftest bruger igen og igen. Bill Murray (Ghostbusters), brødrene Luke (Legally Blond) og Owen Wilson (Zoolander) er nærmet blevet et varemærke for hans produktion. På rollelisten finder vi også andre, store stjerner som Tilda Swinton (Constantine), Adrien Brody, Willem Dafoe, Jeff Goldblum, Jude Law, Harvey Keitel og Edward Norton.

Historien om Monsieur Gustave er inspireret af den østrigske forfatter Stefan Zweigs værker. Wes Anderson har tidligere filmatiseret bøger, blandt andet gjorde han dette med historien om Fantastic Mr. Fox (en animationsfilm med Georg Clooney), som bygger på den britiske forfatter Roald Dahl med norske rødder.

Det er ikke Wes Andersons bedste film, da karaktererne virker nærmest kliniske følelsesmæssigt i den overdådige æstetik. Filmen er dog værd at se i biografen, da den er både spændende og har en del humoristiske steder. Ud over The Grand Budapest Hotel anbefales det også at se hans andre film så som The Royal Tenenbaum, Moonrise Kingdom, Rushmore, Darjeeling Limited, The Life Aquatic with Steve Zissou og sidst men ikke mindst The Squid and the Whale.

Nok snak – nu tæsk! Non-Stop
Instruktør Jaume Collet-Serra er mest kendt for sit remake af House of Wax, hvis højdepunkt er at Paris Hilton er på rollelisten. Så her var det ikke overraskende så meget at hente af en middelmådig actionfilm. Filmen er endnu én i rækken af flykapringsfilm så som Con Air. Liam Neeson spiller Bill Marks, som er flyvagt som U.S. Federal air-marshal, men som bliver involveret i en flykapring midt ude på Atlanten. Bill Marks er både alkoholiker og har mistet sit barn og denne fortid kender flykaprerne til. De bruger det imod ham, og desuden truer flykaprerne med at slå en passager ihjel hvert 20. minut, hvis der ikke overføres 150 millioner Dollars til en konto. Det er op til Marks at sætte en stopper for bøllerne. Han må blandt passagerne finde dén gerningsmand, som står bag terrorhandlingen, og Marks har kun tiden imod sig.

Sammen med Jen Summers (Julianne Moore fra The Hours) tæsker Marks sig igennem samtlige passagerer, indtil han har fundet den rigtige gerningsmand. Filmen er til grænsen til det komiske, når han må bruge dårlig taekwondo på de mistænkte, eller sms-chatte med terroristerne. Det er herligt at se middelmådige actionfilm, hvor ALLE filmklicheerne bliver brugt. Folk som ser onde ud er vitterligt også onde, indtil de får nogle gedigne bank af Liam Neeson – da bliver de gode. Filmen er egnet for alle, som vil underholdes og der bliver disket op med simpelthen alle action films spændingstricks: tidsindstillede bomber, narkosmugling, internethacking, endda flere bank, gaffatape og en masse pistoler i ti kilometers højde.

Som enhver anden politifilm må hovedrollen suspenderes fra sit job og forhindres i at gøre sin politipligt. Her bliver Marks på en patetisk måde suspenderet fra sit job, dog ikke af den øverste politichef som vi vanligvis ser, men af en vanlig ruteflys pilot! Dette var et ufatteligt dårligt kapitel i Liam Neesons karriere, som ellers har gået fra de store melodramaer som Michael Collins og Schindlers liste til Lego the movie og nu denne Non-Stop. Det er dejligt at slå tænkeboksen fra og nyde livet med den alkoholiske Bill Marks, som klarer alle forhindringerne.

Skuespillet og historien er tynd som en kop te, men man kommer ikke til at kede sig på noget tidspunkt, fordi der er action fra start til slut.

Tekst og illustrasjon: Cecilie Heinfelt – red@unikumnett.no

Foto: imdb.com

1 Trackback / Pingback

  1. Double-up filmanmeldelse: The Grand Budapest Hotel og Non-Stop | Talerör

Skriv en respons

Epostadressen din vil ikke vises.


*


Fyll inn *