Filmanmeldelse: Sorg og Glede

Hvad sker der, når én mister et barn? Og endda værre, hvad sker der, når én selv er skyld i sit eget barns død? Dette er for mange mennesker det værste scenario én kan tænke sig, og det er nemlig det tema, som filminstruktør Nils Malmros tager op i sin nyeste film, Sorg og Glede. Her skildrer han det største tabu og skam nogensinde, nemlig det at være omsorgssvigtende forældre for sit barn. I den hudløst ærlige film Sorg og Glede beskrives den autentiske livstragedie, om Malmros kones drab på deres fælles spædbarn i 1980-tallet.

Den autentiske tragedie

Hændelsesforløbet i filmen sker før og efter den virkelige hændelse fra 1984, hvor Marianne Tromholt slår sin 9 måneder gamle datter ihjel i en psykose. Man ser også hvordan parret kæmper for at komme ovenpå efter tragedien. Malmros har ladet sin terapeutiske historie blive fortalt igennem to alter ego’er, nemlig Johannes (Jakob Cedergreen) og Signe (Helle Fagralid). Han fremstiller aldeles sit eget alter ego, Johannes, som en meget lidt flatterende mand på grænsen til at være narcissistisk. Hos Johannes er filmkarrieren det vigtigste i forhold til den stadig mere psykisk ustabile kone og ikke mindst den lille baby Marie. Denne usødede fremstilling af sig selv viser kun, at Malmros ikke ønsker at frakende sit ansvar og sin part i svigtet og til slut drabet af sit eneste barn. Faktisk mener han selv, at han er den skyldige for mordet, fordi han ikke tog ansvar over for den psykisk syge hustru og havde travlt med sig selv. Flere gange i filmen understreger Johannes, at en psykotisk patient ikke kan tage ansvar for sig selv.  Malmros gør sig selv til gerningsmand.

Som et langt flashback følger vi hovedrollen, Johannes, fra det øjeblik hvor han får den alvorlige besked at vide frem til behandlingen, og derefter igennem en lang samtale med en retspsykiater (Nicholas Bro) klarlægges hændelserne op til drabet. Filmen foregår helt frem til i dag, hvor Signe giver ham lov til at lave en film om deres tragedie. Ud over at filmen bearbejder traumer, skam og svigt, så giver den også et indsyn i Malmros egen filmkarriere og de visioner, som han havde haft for sine værker, så den kan vise det norske publikum, der ikke er velkendt i dansk film et udsnit af de filmværker, som han har lavet og deres tilblivelse. Fordi Malmros ønsker at skildre sin livshistorie så nøgternt og objektivt, vælger han at starte med selve katastrofen, så publikum ikke får bygget forventninger op om det uundgåelige. Spændingskurven er derfor blevet brættet ud ved at sætte højdepunktet først, man kan sige at han afdramatiserer mordet. Andre filmiske virkemidler er at han laver film inde i sin film, hvor kendere af Malmros kan se hans film med nye skuespillere, og man bliver ført bag kameraet. Dette kan umiddelbart minde om en metafilmisk effekt (at filmen gør opmærksom på sig selv som film) for de som kender hans film, da hans andres films illusion bliver brudt.

Filmen deler vandene – kultureliten er oppe i det røde felt

Sorg og Glede har selvfølgelig på baggrund af sit kontroversielle indhold delt lejrene i to hold inden for dansk kulturelite. Det er ikke barneværnet eller helsevæsenet, som er oprørte, men den søvndyssede kulturelite der har børstet støvet af sig og er kommet ud på arenaen. Her enten elsker eller hader man filmen. Senest har Klaus Rifbjerg (mastodont inden for danske litteraturkredse og kulturtoppen) kritiseret Malmros for at neglisjere barnedrabet totalt. Malmros har nemlig udeladt det egentlige mord på datteren Anne. Desuden har fremstillingen af Johannes som nøgtern og logisk tænkende været for kold og objektiv. Selv når katastrofen er indtruffet forholder han sig totalt roligt og kalkulerende. Rifbjerg synes slet og ret at Malmros er usympatisk. Andre har fundet filmen genial, og Christian Braad Thomsen (filminstruktør og en del af dogmefilmsbølgen) finder filmen den bedste nogensinde, som virkelig rusker til tabuerne. Svaret må nok befinde sig ind imellem disse to meninger.

Arven fra det nordiske drama

Det er ingen hemmelighed at Johannes påtager sig rollen som Signes behandler og på den måde foretager sig en form for bearbejdning af tragedien. Malmros er selv uddannet læge, og dette kan have stor indvirkning på, hvordan han opfatter sin kone Marianne som enten patient eller kone. De to temaer om barnedød og parforhold med patient-behandler finder vi også hos Lars von Triers Antichrist (2009) hvor en mand HE (Willem Dafoe) og kone SHE (Charlotte Gainsbourg) mister deres fælles barn under en elskovsakt. Manden er terapeut og vil forsøge at kurere sin kone, hvilket ender skæbnesvangert. Man finder dog ud af senere at SHE igennem længere tid har mishandlet sit barn, og at HE har været fraværende. Med Antichrist har Lars von Trier hentet sin inspiration hos Ibsens Lille Eyolf og Strindbergs Inferno.

Vanviddet kan ramme alle – også den pæne middelklasse

Et barnedrab kan aldrig retfærdiggøres og skal heller aldrig retfærdiggøres, men det er vigtigt at huske, at bag enhver forbrydelse lægger der en tragedie. Filmen Sorg og Glede er et værk, hvor man tør fremstille sin egen skyldighed som menneske, for Signe (Marianne i virkeligheden) er ikke alene om at have svigtet og dræbt sit barn, men alle i hendes omgangskreds har haft et ansvar for pasningen af babyen og en psykisk syg kvinde. Dette finder vi igen hos filmen We need to talk about Kevin (2011) med Tilda Swinton i hovedrollen. Her følger vi en kvinde med få følelsesmæssige ressourcer og vældig lidt mentalt overskud, hvis omsorgssvigt resulterer i, at hun opfostrer en morder. Filmen har hentet sin inspiration hos skolemordene i USA, og den forsøger at belyse, at bag monsteret finder man et menneske og en tragedie.

At filmen er en autentisk historie gør den helt ufattelig at begribe. Hvordan kunne denne tragedie være sket, og hvordan kan de komme videre efter den forfærdelige hændelse? At mennesker tør at udstille deres egen utilstrækkelighed er umuligt at forstå. I et interview i den danske avis Politiken understreger Nils Malmros filmens pointe: ”Det handler om, at kærligheden ikke tilgiver, men overvinder alt” og endvidere: ”En psykotisk person er skyldfri.” Filmen er utrolig stærk og vil uden tvivl vække følelser, især når man ved at historien er sand.  Vi får nok aldrig helt indsigt eller forståelse for, hvad der egentligt skete den dag i 1984, hvor Marianne fik sin psykose, og hvordan Malmros kunne leve videre i dette forhold. Men filmen belyser et vigtigt emne om, at psykiske problemer kan finde sted i selv de pæneste og mest succesfulde middelklasse hjem. Desuden kan filmen virke som en lindrende håndsrækning til alle de mennesker, som i akut psykiatrisk tilstand kan have gjort handlinger, de kan have svært ved at tilgive sig selv for i en efterfølgende rask tilstand.

Sorg og Glede er et modigt og vigtigt værk.

Tekst og illustrasjon: Cecilie Henifelt – red@unikumnett.no

2 Trackbacks / Pingbacks

  1. Filmanmeldelse: Sorg og Glede | Talerör
  2. Oscar-nomineret Malmros betaget af filmmiljøet i Kristiansand | Unikum

Skriv en respons

Epostadressen din vil ikke vises.


*