Filmanmeldelse: Glassdukkene

Traditionen tro er der hvert år rundt påske tid til krim i i Norge. I år udspiller krimen sig i Nord-Norge, hvor vi følger den samiske chefefterforsker Aslak Eira. I smukke naturomgivelser skal Aslak (Stig Henrik Hoff) og hans partner Kine Berger (Lena Kristin Ellingsen) både finde en morder og en forsvunden pige, og det er på trods af at det kan betyde. at hans egen familie står i fare for en gal morder.

Krimi-thrilleren Glassdukkene er foreløbig den første af tre film, som er en filmatisering af Jorun Thørrings bogserie om den samiske efterforsker Aslak Eira, som er enlig far med sin søn i Tromsø.

En ung studine meldes savnet efter en våd aften i byen, og Aslak Eira kaldes hjem fra en telttur i ødemarken, som var en planlagt tur med hans søn. Han møder for første gang sin nye partner Kine Berger. De to politifolk må nu finde frem til den unge pige og hendes kidnapper, og her kommer de i deres opdagelse frem til mere lyssky informationer omkring den forsvundne pige, som driver med prostitution via internettet. Da pigen dukker op i en sø som et lig, er det nu op til betjentene at finde gerningsmanden, før andre kommer i livsfare. Langsomt bliver Aslak Eira personligt involveret i sagen.

Filmen er instrueret af Nils Gaup, som blandt andre har instrueret filmen Kautokeino-opprøret fra 2008, med blandt andet den svenske Mikael Persbrandt (The Hobbit) og den danske Game of Thrones skuespiller Nikolaj Coster-Waldau. Aslak Eira spilles af skuespilleren Stig Henrik Hoff, som blandet andet har været med i remaken fra 2011 af John Carpenters science-fiction gyser The Thing fra 1982.

Krimiens kendetegn og samfundskritikken

Som en ægte krimihistorie har vi the lonely rider, den ensomme sherif som klarer tingene på hans måde uden om protokollen. Dette skaber selvfølgelig konflikt med det etablerede system, som ønsker orden og kontrol over sine ansatte. Den utilpassede politimand har gerne personlige problemer, i dette tilfælde er Aslak Eira enlig far, som er forladt af konen. På grund af sit job må han afvise sin søn, som føler sig skubbet til side til fordel for jobben.

Krimien kan være en samfundskritik i form af, at morderen er et offer for den svigtende velfærdsstat, eller at offeret kan være offer for en mentalitet, som kanaliseres frem i en gal morder. I Stieg Larssons Menn som hater kvinner kom morderen frem med en dyb fascistisk menneskeforagt for kvinder og jøder, og dette er en kritik af en racistisk mentalitet, som kan være skjult i et samfund, og som hos en farlig person kan blive til en motivation til mord.        

Krimien kan også kritisere det moderne menneske, hvor vi ser, at Aslak Eira og sønnen er frie og lykkelige i naturen, men i det øjeblik samfundet kalder, kommer problemerne, hvor den menneskelige eksistenskrise indtræder.

Jorun Thørrings kommentar til religiøs fanatisme på sygehuset

Filmen bygger på en krimiserie af den norske forfatter Jorun Thørring, som i tillæg til forfatterjobbet også er læge med et speciale i gynækologi. Dette gør at hun kan trække på sin naturvidenskabelige kundskab og føre dem ind i bogen. Filmens plot udspiller sig rundt et hospitals- og lægemiljø, og hun giver således også en kritik af religionsfanatisme i selve sygehusmiljøet – uden at afsløre handlingen for mye. Jorun Thørring er selv fra Tromsø, så man bliver som publikum guidet rundt i både indre by og oplandet til Tromsø, hvilket kan være interessant for folk, som har været i byen eller vil på vandring i det nordnorske.     

Masser af klicheer og kedsommelig handling – dog med potentiale i Aslak Eira

Filmen er spækket med klicheer af the lonely rider. Karakteren i form af den enlige cowboy type Aslak fremstår nærmest komisk i et miljø med inkompetente, fjollede politikorps, som til en forveksling ligner et politi, vi kender igen fra en Olsen Banden film. Skuespillet af birollerne er ikke fantastisk, især havde enkelte svært ved at udtrykke sorg over den afdøde jente. Gråd er det sværeste at spille, derfor havde professionelle biroller været på sin plads. Dette gør at filmen af og til virker temmelig B-filmsagtig, og den havde nok mere egnet sig til TV end til kino. Det kræver ikke mye erfaringer med krim før én kan gætte hvem morderen er, fordi plottet er forudsigeligt.

Selve forholdet mellem Kine Berger og Aslak Eira er nærmest kedeligt og kønsløst uden dramatik og spændinger. Dette på trods af at han har fået en ny partner, som i udgangspunktet kunne skabe nogle konflikter mellem nyt og gammelt. Dramaturgien bærer præg af, at der ikke er nogen kemi mellem karaktererne. Alle fremstår som en smule overfladiske og tomme, og selv om filmen omhandler både kidnapning, mord og prostitution bliver det aldrig rigtig spændende.

På trods af alle disse skønhedsfejl, så kan man slet og ret som publikum ikke andet end at elske vores nye helt Aslak Eira, som klarer alle problemerne med sin samekniv. Hans karakter trækker filmen gevaldigt op, og rollen som politimand og den enlige far, som må prøve at få job og familielivet til at balancere, giver ham mere psykologisk dybde end de andre karakterer.

Tekst og illustrasjon: Cecilie Heinfelt – red@unikumnett.no

Foto: filmweb.no

 

1 Trackback / Pingback

  1. Filmanmeldelse: Glassdukkene | Talerör

Skriv en respons

Epostadressen din vil ikke vises.


*