Dokumentarens rollemodeller: At fortælle store historier i små liv og små historier i store begivenheder

DOKUMENTARSEMINAR: På Aladdin i Kristiansand satte Barnefilmfestivalen og Sørnorsk Filmsenter fokus på rollemodeller i film.

Film er et optisk medie, hvori mennesket kan udtrykke sig både rent teknisk og personligt gennem levende billeder. Men hvorfor opstår behovet for at udtrykke sig, og hvad er det som mennesker vil med filmen? Er det dét at ville fortælle om livet og samfundet for os selv og andre?

Torsdag satte Aladdin rammerne for et seminar omkring rollemodeller i filmdokumentarer. Her havde Sørnorsk Filmsenter AS i et samarbejde med Barnefilmfestivalen inviteret tre dokumentarinstruktører til at belyse emnet igennem et to timers foredrag, og hvor spørgsmål fra publikum blev krydret med filmklip for at illustrere pointerne. Kirsten Bonnén Rask, som til dagligt er leder for Sørnorsk Filmsenter, var vært for seminaret.

Dokumentarisme som filmmedie
Dokumentarismen har rod i en realismetradition, der vil vise og fortælle de ægte og uforskønnede sider af mennesket, og som oftest gerne fra de svagestes synspunkt i samfundet. De kan også være med til at tage problematikker op, som kan være kritiske overfor det eksisterende samfund.

Erlend Eirik Moe, som har instrueret flere barn- og ungefilm, fortæller at hovedrollen må have udfordringer, fordi livet er fuld af løbende problemstillinger, og det er selve kernen, som rollemodellerne skal hjælpe os med.
– Som menneske er vi absolut ikke perfekte, selve fødselen er hård nok, siger Erlend Eirik Moe humoristisk og understreger, at mennesket lever i et forpligtende fællesskab, og hvor de nære relationer er betydningsfulde.

Erlend Eirik Moe har boet og arbejdet i Danmark, og hans film Jeg hader ADHD om det danske barn Marino på 9 år, som savner sin far i tilværelsen, blev fremvist med flere klip til at understrege tematikken.

For Erlend Eirik Moe handler hans dokumentarer om, at børnene skal være helte i sit eget liv, fordi de står over for nogle udfordringer i hverdagen, og film kan som medie være med til at ophøje og forstærke selve virkeligheden. Han fastslår, at vi i samfundet behøver fællesskaber, som er nærværende, vedkommende og dybdegående frem for de overfladiske relationer, hvor individet ikke føler sig hjemme nogen steder.

Samme problematik fremhæver Erlend Eirik Moe med sin anden film, Dans for livet, som endnu ikke er færdigproduceret, hvor pigen Vilde har et brændende ønske om at blive med i Landskappleiken Geilo 2014 i den akrobatiske solodans Halling. Dette er en disciplin, som normalt domineres af drenge og mænd. I filmen er bedstefaren syg af kræft, og det er derfor vanskeligt for hende at tackle både forberedelserne op til den hårde konkurrence, og samtidig være til stede over for sin bedstefar, som Vilde har en stærk relation til.

Filmen er skildret med smukke montagebilleder i naturromantiske omgivelser med underlæggende folkemusik for at intensivere det visuelle udtryk i den smukke dans.

Polsk masseudvandring som samfundstema
Til foredraget blev også Jeg er Kuba, som er instrueret af Åse Svenheim Drivenes, og Idas Dagbok af instruktøren August B. Hanssen fremvist.

I Jeg er Kuba må den polske dreng Kuba på 12 år passe sin fire år yngre lillebror Mikolaj i byen Zakliczyn, mens faren og moren er udvandret til henholdsvis Skotland og Østrig for at arbejde.

I dokumentaren ser vi, at Kuba må blive voksen med det samme, og det kan være vanskeligt for en lille dreng at skulle være reserveforældre og samtidig passe skolen, når man er helt alene med sin lillebror, som også har svært ved at håndtere deres situation med fraværende forældre.

Filmen har mange rørende scener med Kuba, som forsøger at navigere rundt i hverdagen, samtidig med at han bliver mere og mere modløs. Åse Svenheim Drivenes understreger, at filmen ikke en kritik af forældrene men af selve de omstændigheder, som forældrene befinder sig i.

I mere end to og et halvt år har hun fulgt familiens hverdag, og filmen er en højst aktuel fremvisning om det moderne Europas økonomiske forfald, og om hvordan Eurokrisens største tabere bliver de børn, som efterlades hjemme for at forældrene kan finde job i andre eurolande.

Jeg er Kuba har både været vist for EU Kommissionen i Bruxelles og Unicef, og som vil sætte fokus på begrebet “euro-orphans,” som opstod omkring 2004 med EU-udvidelserne, og hvor mellem 500.000-1 million børn dagligt er påvirket af kravet om fri bevægelighed og billig arbejdskraft, som gør at konkurrencen om job presser mennesker langt væk fra deres familie og nærmiljø.

Dette er en rørende film om et stort europæisk samfundsproblem, hvor kapitalismens jagt på billig arbejdskraft skaber ulykkelige liv for både voksne og børn.

Rollen som sårbar

Filminstruktøren August B. Hanssen fra Grimstad præsenterede den hudløst ærlige dokumentar, Idas Dagbok, som skildrer Ida Storms liv gennem de sidste 8 år.

Den handler om kampen for at finde de små glæder og glimt i livet, så hverdagen kan overleves uden selvskade og depression. Det er en stærk og rørende film, som er højaktuel i en tid, hvor psykisk smerte og depression rammer mange.

Dette er også en hjælp til de pårørende, som prøver at forstå de psykisk sårbares ustabile tilstand, som kan få tilbagefald, hvis de ikke får den nødvendige hjælp.

August B. Hanssen forklarede om at finde en balance i at arbejde med sårbare uden at skulle udstille dem. I sin redigering har han valgt at se bort fra Idas forhistorie, og i stedet for fokuserer han på hendes sygdomsforløb. Han har været inspireret af dagbogsformatet, og hvor Ida i dette middel kunne læsse af med sine tanker uden påvirkning eller indgribning som en slags bekendelse.

De fremviste film har alle fokuseret på hovedpersoner, som hver især har en både indre og ydre kamp for hverdagen. Disse mennesker repræsenterer nogle af de problemstillinger, som det moderne menneske står overfor både i Norge, Danmark, Polen og resten af verden. Samtidig giver rollemodellerne også håb i sit budskab om, hvordan vi som menneske bedre kan give opnå en forståelse og føle os i et fællesskab med hinanden.

Både Idas Dagbok og Jeg er Kuba bliver vist til Barnefilmfestivalen i Kristiansand.

Tekst: Lasse Witt & Cecilie Heinfeltnett@unikumnett.no

Foto: Cecilie Heinfelt. På billedet ses Åse Svenheim Drivenes (tv), Erlend Eirik Moe, August B. Hanssen og Kirsten Bonnén Rask.

Læs desuden artiklen om Idas Dagbok som også blev vist til Filmfest UNG i Kristiansand.

Vær den første til å kommentere

Skriv en respons

Epostadressen din vil ikke vises.


*


Fyll inn *