Forlæggerne så på udgivelsen af debutbogen som en begravelse, for det var utænkeligt at de skulle udgive mere. Nu ser de lyset.
Efter et år på kommunikationsstudiet på UiA opdagede Maja Hagen Torjussen at den del af kommunikationen som fascinerede hende var teksten. Med et ønske om at skabe noget og et ønske om at arbejde mere kreativt med tekst, flyttede hun til London hvor hun tog en bachelor i creative writing. Hjemvendt fra London begyndte Torjussen på en digtsamling og i den forbindelse gik hun gennem en ordning, hvor hun blev tildelt forfatteren Atle Håland som mentor. Det udviklede sig til et venskab.
– Vi snakkede meget om at vi ville flytte fra byen. Vi savnede et sted i Kristiansand hvor folk kunne komme og skabe. Hvis folk ikke har et sted hvor de kan skabe, så slutter de med at skrive. Så enkelt er det. Efterhånden begyndte vi at spøge med at vi skulle starte vores eget forlag, siger Torjussen.
Uformelt klima
Torjussen og Håland følte at de narrede alle da de i april 2017 arrangerede en åbningsfest for Lik forlag. De havde ingen anelse om hvordan de faktisk skulle realisere foretagendet. Da der alligevel kom en del folk på åbningsfesten, turde de ikke indrømme at det var en spøg.
– Vi tænkte “hvad nu hvis vi ikke får det til?”. Men så sendte folk bidrag ind til os, og vi tog kontakt til nogle mere etablerede, sørlandske forfattere. Nils Christian Moe-Repstad og Terje Dragseth er to lyrikere som jeg respekterer meget, og de ønskede at være med på udgivelsen. Det er en tillidserklæring som betyder meget for os.
Målet er at samle de etablerede og uetablerede forfattere, og skabe en arena hvor alle kan lære noget. Forlaget skal være et led mellem ikke-publicering og de store forlag. De ønsker at skabe et uformelt klima med åben dialog. At det skal være hyggeligt er derfor vigtigt for forlaget.
– I december udgav vi så vores første bog, en skønlitterær antologi. Det blev vældig fint med prosecco og masse hygge, mindes Torjussen.
Slår et slag for prosadigt
På forlaget har de observeret at i litteraturkritikken får en lyrikudgivelse ofte negativ omtale hvis den er for hverdagslig i sproget. Derfor vil Lik forlag i deres næste udgivelse slå et slag for prosadigtet og udgive en antologi som udelukkende består af prosadigte. Torjussen uddyber at lyrik kommer i mange former og at hvis man kritiserer lyrikken for den form lyrikken er i, så fremmedgør man lyrikken. Digtsamlingen vil blive udgivet i juni og Torjussen understreger smilende at der selvfølgelig også vil blive serveret prosecco der.
Netop nu er Håland i permission frem til juni for at skrive, så det er Torjussen som har ansvaret for prosadigtsamlingen. Lik forlags næste projekt er et samarbejde med Cultiva Ekspress og Litteraturhuset i Kristiansand, hvor unge forfattere i alderen 20 til 35 år inviteres på en uges skriveworkshop i august på Metochi studiesenter, Lesvos. Opholdet skal blandt andet resultere i en ny antologi fra Lik forlag som efter planen skal publiceres på den Skagerrakske bokmesse som Lik forlag arrangerer i samarbejde med Lord Jim Publishing i Kristiansand Kunsthall, februar 2019.
– I starten lo vi lidt af at det var et dødfødt forlag og legede på den måde med forlagets navn. Vi ved stadig ikke hvordan fremtiden ser ud, men det er morsomt at se hvad vi kan få til. Det er ikke så vanskeligt når man bare tager et skridt af gangen, afslutter Torjussen.
Tekst: Sofie Søndergaard Klit
Foto: Yeonjae Kim