Onsdag aften cementerede bandet Skambankt endnu engang, at de er en af pionererne i norsk rockmusik, da de spillede til Sørlys på Østsia i Kristiansand.
”Hey Østsia – vi trænger hjælp!” Og hjælp fik Skambankt hele tiden af et motiveret publikum, som aldrig tabte pusten på noget tidspunkt. Kombinationen af hardcore rock, svedige guitarsoloer og et skrålende sing-along setliste gav alt sammen en sprudlende stemning i en velpakket forsamling foran scenen.
Skambankt er taget på en længere turné i disse måneder, og har blandt andet spillet tre koncerter i Danmark, som alle har fået flotte anmeldelser. Med mere end 10 års erfaring som band og fem albums bag sig, var det lidt af et scoop, at Sørlys denne aften havde formået at booke Skambankt til et par hundrede betalende gæster. Da bandet gik på scenen lidt over kl. 22.30 lagde de stærkt ud med flere af deres forrygende hits, så som O desverre og Skambankt. Herefter var der ingen tvivl om, at denne koncert ville blive intens fra start til slut uden følelse af, at dette show bare skulle overstås så hurtigt som muligt.
Forsangeren Terje Wintherstø Røthing er en frontfigur, som gerne vil have kontakt med sit publikum, han kan lide at tage en pause imellem numrene med nogle små anekdoter og hyldesttaler, inden bandet sætter tempo på ny. Havde der ikke været et lille jernhegn mellem bandet og publikum, var musikerne garanteret gået hele vejen ud på dansegulvet og sværmet rundt blandt folk. Undervejs som koncerten skred frem gjorde det ølklistrende gulv det sværere og sværere for Converse-skoene at hoppe rundt, men folk blev aldrig trætte, de ville bare have mere. Skambankts musikalske styrke er, at de formår at gå ned i volumen som eksempelvis med Gamle Spøkelser, og herefter sætter de fuld fart på, til lydanlæggets format sprænges i et støjinferno.
En times tid inden Skambankt gik på, havde det lokale 5-mandsband Gatebrigaden, fyret op for parolerne med en gedigen blanding af hardcore, rock og punk, som også fortjener en anerkendende kommentar. Forsanger Joshua Bisama virkede tændt på at få publikum varmet op, og de fire numre, som bandet spillede, virkede overbevisende, inden pausetiden kunne bruges på selfies og flere øl.
Herefter var blikket kun rettet med fokus på et sted, nemlig Skambankt, og de trængte ikke mere end 80 minutter og 17 sange inklusiv tre ekstranumre til at overbevise, at den europæiske rockscene må være næste sted at erobrere. Samlet set var det en flot koncertaften, som arrangørerne kun kan være stolte af. Luft var tiltrængt bagefter for at få sveden væk fra denne intensitet.
Tekst: Lasse Witt – red@unikumnett.no
Foto: Cecilie Heinfelt – red@unikumnett.no
[…] Min anmeldelse af Skambankts koncert sidste onsdag på Østsia i Kristiansand er publiceret på Unikum. […]